...

100 nye instruktører uddannet arrow

23. januar

I den forgangne weekend blev der uddannet ca. 100 nye instruktører på Dansk Sejlunions ”Instruktør 1” og ”Instruktør 2” kurser. Selvom kursisternes tilgange til rollen som instruktør var meget forskellige, var en fællesnævner dog, at al instruktion og træning bør være baseret på gode oplevelser tilpasset den enkelte sejlers niveau.

Giv dig tid til den enkelte sejler!
Nogle emner, som blev diskuteret talrige gange på weekendens kurser, var vigtigheden af, at man som instruktør reflekterer over sin rolle, og at man er opmærksom på at give sig tid til hver enkelt sejler uanset niveau. På en typisk træningsaften for børn og unge på klubniveau bliver meget af tiden brugt på praktiske ting som fx at lægge bøjer, at forberede træningsøvelser osv. På et hold med 10-12 sejlere betyder det, at instruktøren typisk har under 10 minutter til hver enkelt sejler. Derfor er det selvsagt en udfordring for instruktøren at give alle sejlere en god oplevelse med en følelse af at være blevet set. Men heldigvis kan det let lade sig gøre!

Smid fjernbetjeningen ud!
Underviser på det ene hold ”Instruktør 2”, Nikolaj Dyring, fortæller:

”Man skal se alle sejlere som 'stjerner'! Ikke fordi vi skal opstille faste mål for den enkelte sejler – men vi skal give hver eneste sejler muligheder for at udvikle sig. Derfor skal vi se på alle sejlere som ’stjerner’. Det er én af de mest udslagsgivende parametre for frafald i al sport, hvis den enkelte udøver føler sig overset af sin instruktør eller træner. Og det er jo helt forståeligt, at man ikke gider en fritidsinteresse, hvis man bliver overset! Som instruktør eller træner skal vi give os tid til samtalen med hver eneste sejler og træne i nogle rammer, som sætter sejleren i centrum for sin egen oplevelse.

Jeg tror rigtig meget på, at man ikke skal fjernstyre børn og unge, og som instruktør skal man få sejleren til at reflektere gennem samtalen om, hvad der skete under sejladsen på hver træningsaften. Det betyder også, at instruktøren skal kunne få den enkelte sejler til at bryde vanen og tænke over nogle frie valg i de øvelser, instruktøren har forberedt. Rent pædagogisk skal instruktøren være selvkritisk og i grunden prøve at gøre sig selv 'overflødig' - fokus er ikke instruktøren. Det er sejleren, som er fokus, men instruktøren skal stille de rigtige rammer for sejlerens udvikling efter niveauet”.

Gode øvelser er leg, oplevelse og udfordring
”Det er klart, at øvelser skal være tilrettelagt efter niveau og alder. Nogle af nøglerne til at lave gode øvelser er leg, oplevelse, socialt miljø og udfordring afmålt efter sejlernes færdigheder. Spørger man mig, har Diplomsejlerskolen disse elementer.

I bund og grund er det ikke en uoverkommelig opgave for en instruktør at lave træningsøvelser, som udvikler hver sejler teknisk og mentalt, og som appellerer til sejlere på alle niveauer. Men instruktøren skal have nogle redskaber, og dem får man ved at uddanne sig som instruktør eller træner på Dansk Sejlunions kurser”, slutter Nikolaj Dyring.

Flere kurser i foråret
I marts og april udbyder Dansk Sejlunion flere ”Instruktør 1” og ”Instruktør 2” kurser i henholdsvis Dalum, Vejle og Brøndby. Se mere i Dansk Sejlunions kursuskalender.

Fordelt på fire hold blev der uddannet ca. 100 nye instruktører. To hold bestod af instruktører fra sejlklubberne, mens 2 hold bestod af konkurrencesejlere på Dansk Sejlunions udvalgte hold.
På Dansk Sejlunions Instruktørkurser er en stor del af forløbet baseret på kursisternes egen deltagelse - herunder fremlæggelse af gruppearbejde. (Sådan tegner man præmissen for en øvelse med en 'harestart')
Fysisk træning er et element i enhver idrætsgren. På instruktørkurserne indgår fysisk træning også som praktisk udøvelse med inspiration til fx opvarmning inden sejlads på klubniveau
På instruktørkurserne arbejdes der i grupper, hvor sparring på tværs af erfaringer åbner muligheden for en større refleksion om fx instruktørens rolle og træningsøvelser
Selvom der er undervisning, gruppearbejde, fremlæggelser osv. på Instruktørkurserne, er der også tid til at hygge sig med vennerne. Fx kan man sludre om det nyeste magasin for unge :-)

Denne side er sidst redigeret af den 24. januar 2012

 

Brug for nye øvelser?

Brug for nye øvelser?

Find masser af øvelser til alle niveaer her:

 
 

TORM Optipakker

TORM Optipakker

Få gang i de gamle optimistjoller!